1 Daarna het Job sy mond oopgemaak en sy dag vervloek.

2 En Job het begin en gesê:

3 Mag die dag vergaan waarop ek gebore is, en die nag wat gesê het: 'n Seun is ontvang.

4 Mag die dag duisternis wees; mag God nie na hom vra daarbo nie en geen ligglans oor hom skyn nie.

5 Mag duisternis en doodskaduwee hom opeis, 'n wolkgevaarte oor hom gaan lê, dagverduisteringe hom verskrik.

6 Daardie nag -- mag donkerheid hom wegruk, mag hy nie bly wees onder die dae van die jaar, in die getal van die maande nie kom nie.

7 Ja, mag die nag onvrugbaar wees, geen gejubel tot hom deurdring nie.

8 Mag die dagvervloekers hom verwens, hulle wat die kuns verstaan om die Levi tan op te hits.

9 Mag die sterre van sy môre skemering verduister word; mag hy wag op lig, maar tevergeefs, en die ooglede van die dageraad nie sien nie.

10 Omdat hy vir my nie toegesluit het die deure van die moederskoot nie en moeite vir my oë nie verberg het nie.

11 Waarom het ek nie gesterf by die geboorte, nie uitgegaan uit die moederskoot en die asem uitgeblaas nie?

12 Waarom het knieë my teëgekom, en waarom borste, dat ek moes drink?

13 Want dan sou ek daar gelê en stil gewees het; ek sou geslaap, ek sou dan rus gehad het,

14 saam met konings en raadsmanne van die aarde, wat puinhope weer opgebou het vir hulleself;

15 of saam met vorste wat goud besit, wat hulle huise met silwer gevul het.

16 Of ek sou, soos 'n weggestopte misgeboorte, nie bestaan het nie, soos kinders wat die lig nie gesien het nie.

17 Daar hou die goddelose op met woel, en daar rus hulle wie se kragte uitgeput is.

18 Die gevangenes is almal saam gerus; hulle hoor die stem van die drywer nie.

19 Klein en groot is daar gelyk, en die slaaf is vry van sy heer.

20 Waarom gee Hy lig aan die ellendige en lewe aan die wat verbitterd is van siel;

21 wat wag op die dood, en hy kom nie; en meer na hom grawe as na verborge skatte;

22 wat bly sou wees met gejuig, hulle sou verheug as hulle die graf kon vind?

23 Waarom gee Hy lig aan 'n man wie se weg verborge is, 'n man wat deur God aan alle kante ingesluit is?

24 Want soos my brood kom my gesug, en my gebrul word uitgestort soos water.

25 As ek iets vreesliks vrees, kom dit oor my; en die ding waarvoor ek bang is, kom na my toe.

26 Ek het geen kalmte en geen stilte en geen rus nie, of daar kom die onrus!

1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

2 Job tok til orde og sa:

3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

20 Hvorfor gir han* den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte, / {* Gud.}

21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.