1 Maar Job het geantwoord en gesê:

2 Waarlik, ek weet dat dit so is; en hoe kan 'n mens regverdig wees by God?

3 As hy sou begeer om met Hom te twis, nie een uit duisend sal hy Hom kan antwoord nie.

4 Hy is wys van hart en sterk van krag; wie was hardnekkig teen Hom en het ongestraf gebly?

5 Hy wat berge versit sonder dat hulle dit merk; wat hulle omkeer in sy toorn;

6 wat die aarde laat sidder uit sy plek, sodat sy pilare dril;

7 wat bevel gee aan die son, en hy gaan nie op nie, en die sterre agter 'n seël wegsluit;

8 wat alleen die hemel uitspan en stap op die golwe van die see;

9 wat die Beer gemaak het, die Or¡on en die Sewe-ster en die Kamers van die Suide;

10 wat groot, ondeurgrondelike dinge doen en wonders sonder getal.

11 Gaan Hy by my langs, dan sien ek Hom nie, en Hy skuif verby sonder dat ek Hom bemerk.

12 Sleep Hy weg -- wie sal Hom teëhou? Wie vir Hom sê: Wat maak U?

13 God wend sy toorn nie af nie; onder Hom moet die helpers van Rahab kruip.

14 Hoeveel minder sal ,k Hom kan antwoord, sal ek my woorde kan kies teenoor Hom;

15 Hom wat ek nie kan antwoord nie, al was ek regverdig: ek kan my regter net om genade smeek!

16 As ek dagvaar en Hy my antwoord, glo ek nie dat Hy na my stem sal luister nie.

17 Hy wat my deur 'n stormwind sou vernietig en my wonde sonder oorsaak sou vermeerder;

18 my nie sou toelaat om asem te skep nie, maar my sou versadig met bitterhede.

19 Kom dit aan op die krag van die sterkste -- hier is Ek! En kom dit op reg aan -- wie kan My dagvaar?

20 Al was ek regverdig, my eie mond sou my veroordeel; al was ek onskuldig, Hy sou my as 'n verkeerde reken.

21 Vroom is ek! Ek gee niks om myself nie: ek verfoei my lewe!

22 Dit is net eenders -- daarom sê ek: Die vrome en die goddelose vernietig Hy.

23 As die g,sel skielik doodmaak, spot Hy met die vertwyfeling van die onskuldiges.

24 Die aarde is aan die mag van die goddelose oorgelewer, die gesig van die regters bind Hy toe. Is dit nie Hy nie, wie dan anders?

25 Ja my dae was gouer as 'n hardloper; hulle het weggevlug sonder om voorspoed te sien.

26 Hulle het verbygegly soos skepe van biesies, soos 'n arend wat neerskiet op sy prooi.

27 As ek sê: Ek wil my geklaag vergeet, my droewige gesig laat vaar en vrolik word,

28 dan is ek al bang vir al my smarte: ek weet dat U my nie sal vryspreek nie.

29 Ek sal tog skuldig wees -- waarom sal ek my dan tevergeefs afmat?

30 Al was ek my met sneeu en reinig ek my hande met loog,

31 dan sou U my in 'n poel indompel, sodat my klere van my 'n afsku kry.

32 Want Hy is nie 'n man soos ek, dat ek Hom sou kan antwoord, dat ons saam na die gereg sou kan gaan nie.

33 Daar is geen skeidsregter tussen ons wat sy hand op ons twee kan lê nie.

34 Laat Hy sy roede van my wegneem, en laat sy verskrikking my nie beangstig nie;

35 dan wil ek spreek sonder dat ek vir Hom bevrees is; want so is dit met my nie gesteld nie.

1 Da tok Job til orde og sa:

2 Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?

3 Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.

4 Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,

5 han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,

6 som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,

7 som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,

8 som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,

9 som har skapt Bjørnen*, Orion* og Syvstjernen* og Sydens stjernekammere, / {* forskjellige stjernebilleder, JBS 38, 31 fg. AMO 5, 8.}

10 som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?

11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.

12 Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?

13 Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.

14 Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,

15 jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!

16 Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,

17 han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,

18 som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.

19 Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?

20 Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.

21 Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.

22 Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.

23 Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.

24 Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn*. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da? / {* så de ikke kan skjelne rett fra urett.}

25 Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;

26 de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.

27 Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,

28 da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.

29 Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?

30 Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,

31 da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.

32 For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;

33 det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.

34 Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!

35 Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik* er jeg ikke, det vet jeg med mig selv. / {* d.e. slik at jeg skulde reddes for ham.}