1 'n Psalm van Dawid. Geloofd sy die HERE, my rots, wat my hande leer om te veg, my vingers om oorlog te voer --

2 my goedertierenheid en my bergvesting, my skans en my redder, my skild en die Een by wie ek skuil, wat my volk aan my onderwerp.

3 o HERE, wat is die mens dat U hom ken, die mensekind dat U op hom ag gee?

4 Die mens is soos die nietigheid; sy dae is soos 'n vlugtige skaduwee.

5 Buig u hemele, HERE, en daal neer; raak die berge aan, dat hulle rook!

6 Slinger bliksems en verstrooi hulle; stuur u pyle uit en verwar hulle!

7 Strek uit die hoogte u hande uit; ruk my uit, en red my uit groot waters, uit die hand van vreemdes,

8 wie se mond leuens spreek en wie se regterhand 'n regterhand van bedrog is.

9 o God, ek wil 'n nuwe lied sing tot u eer, op die tiensnarige harp wil ek U psalmsing.

10 U wat aan konings die oorwinning gee, wat u kneg Dawid ontruk aan die gevaarlike swaard.

11 Ruk my uit en red my uit die hand van vreemdes, wie se mond leuens spreek en wie se regterhand 'n regterhand van bedrog is;

12 sodat ons seuns soos plante mag wees wat opgekweek is in hulle jeug, ons dogters soos hoekpilare wat uitgebeitel is na die boustyl van 'n paleis;

13 dat ons skure vol mag wees, wat allerhande soorte voorraad oplewer; ons kleinvee by duisende mag aanteel, by tien duisende vermeerder word op ons velde;

14 ons beeste gelaai mag wees; geen bres in ons mure en geen uittog daaruit, en geen geskreeu op ons pleine nie.

15 Welgeluksalig is die volk met wie dit so gaan; welgeluksalig is die volk wie se God die HERE is!

1 Av David. Lovet være Herren, min klippe, han som oplærer mine hender til strid, mine fingrer til krig,

2 min miskunn og min festning, min borg og min redningsmann, mitt skjold og den jeg tar min tilflukt til, den som tvinger mitt folk under mig.

3 Herre, hvad er et menneske, at du kjenner ham, et menneskebarn, at du akter på ham!

4 Et menneske er lik et åndepust, hans dager er som en skygge som farer forbi.

5 Herre, bøi din himmel og far ned, rør ved fjellene så de ryker!

6 La lynet lyne og spred dem*, send dine piler og skrem dem! / {* fiendene.}

7 Rekk ut dine hender fra det høie, fri mig og frels mig fra store vann, fra fremmedes hånd,

8 de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd.

9 Gud! En ny sang vil jeg synge dig, til tistrenget harpe vil jeg lovsynge dig,

10 du som gir kongene frelse, som redder David, din tjener, fra det onde sverd.

11 Frels mig og fri mig fra fremmedes hånd, de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd,

12 forat våre sønner må være som planter, høit vokset i sin ungdom, våre døtre som hjørnestolper, hugget som til et slott,

13 forat våre forrådshus må være fulle og gi av alle slag, at vårt småfe må øke sig i tusentall, ja i titusentall på våre gater,

14 at våre kuer må ha kalv, at det ingen skade må være og intet tap og intet klageskrik på våre gater.

15 Salig er det folk som det går således; salig er det folk hvis Gud Herren er.