1 Vir die musiekleier; op die wysie van: "Die hert van die dageraad." 'n Psalm van Dawid.
2 My God, my God, waarom het U my verlaat, ver van my hulp, van die woorde van my gebrul?
3 My God, ek roep bedags, maar U antwoord nie; en snags, en ek kan nie swyg nie.
4 Tog is U die Heilige wat woon onder die lofsange van Israel!
5 Op U het ons vaders vertrou; hulle het vertrou, en U het hulle uitgered.
6 Hulle het U aangeroep en het ontvlug; op U het hulle vertrou en nie beskaamd gestaan nie.
7 Maar ek is 'n wurm en geen man nie, 'n smaad van die mense en verag deur die volk.
8 Almal wat my sien, spot met my; hulle steek die lip uit, hulle skud die hoof en sê:
9 Laat dit aan die HERE oor! Laat Hy hom red, laat Hy hom bevry: Hy het mos behae in hom!
10 Ja, U is dit wat my uit die moederskoot uitgetrek het, wat my veilig laat rus het aan my moeder se bors.
11 Aan U is ek oorgegee van die geboorte af; van die skoot van my moeder af is U my God.
12 Wees nie ver van my af nie, want die nood is naby, want daar is geen helper nie.
13 Baie stiere het my omsingel, sterkes van Basan het my omring.
14 Hulle het hul mond teen my oopgespalk soos 'n leeu wat verskeur en brul.
15 Ek is uitgestort soos water; al my beendere raak los; my hart het soos was geword; dit het gesmelt binne-in my ingewande.
16 My krag is verdroog soos 'n potskerf, en my tong kleef aan my verhemelte; en U lê my neer in die stof van die dood.
17 Want honde het my omsingel; 'n bende kwaaddoeners het my omring; hulle het my hande en my voete deurgrawe.
18 Al my beendere kan ek tel; hulle kyk, hulle sien met welgevalle op my neer!
19 Hulle verdeel my klere onder mekaar en werp die lot oor my gewaad.
20 Maar U, HERE, wees nie ver nie; my Sterkte, maak tog gou om my te help!
21 Red my siel van die swaard, my enigste uit die mag van die hond.
22 Verlos my uit die bek van die leeu, en uit die horings van die buffels het U my verhoor!
23 Ek wil u Naam aan my broers vertel, in die vergadering U prys.
24 Julle wat die HERE vrees, prys Hom! Al die nakomelinge van Jakob, vereer Hom! Ja, vrees Hom, al die nakomelinge van Israel!
25 Want Hy het die ellende van die ellendige nie verag of verfoei en sy aangesig vir hom nie verberg nie; maar Hy het gehoor toe die Hom aangeroep het om hulp.
26 Van U kom my lof in 'n groot vergadering; ek sal my geloftes betaal in teenwoordigheid van die wat Hom vrees.
27 Die ootmoediges sal eet en versadig word; hulle sal die HERE prys wat na Hom soek; mag julle hart vir ewig lewe!
28 Al die eindes van die aarde sal daaraan dink en hulle tot die HERE bekeer, en al die geslagte van die nasies sal voor u aangesig aanbid.
29 Want die koninkryk behoort aan die HERE, en Hy heers oor die nasies.
30 Al die grotes van die aarde sal eet en aanbid; almal wat in die stof neerdaal, sal voor sy aangesig kniel en hy wat sy siel nie in die lewe kan hou nie.
31 'n Nageslag sal Hom dien; dit sal vertel word van die HERE aan die volgende geslag. [ (Psalms 22:32) Hulle sal aankom en sy geregtigheid verkondig aan die volk wat gebore word; want Hy het dit gedoen. ]
1 Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"*; en salme av David. / {* sannsynligvis melodien.}
2 Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.
3 Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.
4 Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.
5 Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.
6 Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.
7 Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.
8 Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:
9 Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.
10 Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.
11 På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.
12 Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.
13 Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.
14 De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.
15 Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.
16 Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.
17 For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.
18 Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.
19 De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.
20 Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!
21 Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste* fra hunders vold! / {* d.e. min sjel.}
22 Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!
23 Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.
24 I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!
25 For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.
26 Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.
27 De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!
28 Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.
29 For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.
30 Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.
31 Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.
32 De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.