1 Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er?

2 Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede:

3 La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss!

4 Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem.

5 Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem:

6 Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg!

7 Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag.

8 Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie.

9 Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem.

10 Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden!

11 Tjen Herren med frykt og juble med beven!

12 Kyss* Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham**. / {* d.e. hyld, 1SA 10, 1.} / {** SLM 34, 9; 84, 13.}

1 Miksi pakanat pauhaavat ja kansat turhia ajattelevat?

2 Maan kuninkaat nousevat, ruhtinaat yhdessä neuvottelevat Herraa ja hänen voideltuansa vastaan:

4 Hän, joka taivaassa asuu, nauraa; Herra pilkkaa heitä.

5 Kerran hän on puhuva heille vihassansa, peljättävä heitä hirmuisuudessaan:

8 Ano minulta, niin minä annan pakanakansat sinun perinnöksesi ja maan ääret sinun omiksesi.

10 Tulkaa siis järkiinne, kuninkaat, maan tuomarit, ottakaa nuhteesta vaari.

11 Palvelkaa Herraa pelvolla ja iloitkaa vavistuksella.

12 Antakaa suuta pojalle, ettei hän vihastuisi ettekä te hukkuisi tiellänne. Sillä hänen vihansa syttyy äkisti. Autuaat ovat kaikki, jotka häneen turvaavat.