8 Han vatnet inn i skyer bind; og skyi brest ei under det.
9 Kongsstolen sin han gøymer burt og breider skyer yver honom.
10 Kring vatni han ei grensa set, der som ljos og myrker byta skal.
26 «Kvi er de so rædde?» sagde han; «kor lite tru de hev!» So stod han upp og truga vinden og sjøen, og det vart blikende stilt.
27 Og folk undra seg og sagde: «Kva mann er dette, at både vind og sjø må lyda honom?»
25 Eg hev vore ung og vorte gamall, men aldri hev eg set den rettferdige forlaten eller hans born beda um brød.
6 Og kvinna flydde ut i øydemarki, der ho hev ein stad som Gud hev laga til åt henne, for at dei skal næra henne der i tusund tvo hundrad og seksti dagar.
30 Klæder no Gud soleis graset på marki, det som stend i dag og vert kasta i omnen i morgon, skulde han då ’kje mykje heller klæda dykk, de fåtruande!
31 So må de då ikkje syta og segja: «Kva skal me eta?» eller: «Kva skal me drikka?» eller: «Kva skal me klæda oss med?»
39 Han breidde ut ei sky til skyggje og eld til å lysa um natti.
40 Dei kravde, og han let vaktlar koma, og med himmelbrød metta han deim.
41 Han opna berget og vatn rann ut, det gjekk som ei elv gjenom turrlendet.
2 han segjer til Herren: «Mi livd og mi borg, min Gud som eg set mi lit til.»
2 Fer du gjenom vatn, so er eg med deg, gjenom elvar, so skal dei ’kje riva deg burt. Gjeng du i eld, du svidar deg ei, og logen skal ikkje brenna deg.
6 Og ei hytta skal vera til livd mot dagsens hite og til vern og berging mot uver og regn.
9 og han dømer jordriket med rettferd, segjer dom yver folkeslag med rettvisa.
10 Og Herren er ei borg for den nedtyngde, ei borg i dei tider han er i trengd.
21 for tungesvipa er du berga, og trygg du er i tap og tjon;
8 Hjå Gud er mi frelsa og mi æra; mitt sterke fjell, mi livd er i Gud.
16 Mjølkrukka vart ikkje tom, og det skorta ikkje på olje i krusi; det gjekk som Herren hadde tala gjenom Elia.
4 For du hev vore ei vern for vesalmannen, ei vern for fatigmannen i naud, eit skjol mot skolregn, ein skugge for hiten. For valdsmenns frøsing er som skolregn mot veggen.
1 Til songmeisteren; av Korahs born, etter Alamot; ein song.
2 Gud er mi hyggja og vår styrke, fullvel røynd i trengslor.
3 Difor ottast me ikkje, um so jordi vert umskift, og um fjelli ragar hjarta av storhavet,
18 Herren kjenner dei dagar dei ulastande skal liva, og deira arv skal vara til æveleg tid.
19 Dei skal ikkje verta til skammar i den vonde tid, og i hungers dagar skal dei verta mette.
8 med di me stødt er i trengsla, men ikkje i stengsla, tvilande, men ikkje mistvilande,
9 forfylgde, men ikkje uppgjevne, nedslegne, men ikkje tynte,
19 Kom i hug: Eg hev gjeve dykk magt til å trøda på ormar og skorpionar og yver alt fiendens velde; og ingen ting skal gjera dykk den minste skade.
35 Kven skal skilja oss frå Kristi kjærleik? Trengsla eller hugverk eller forfylgjing eller hunger eller klædeløysa eller fåre eller sverd?
36 som skrive stend: «For di skuld vert me drepne all dagen; me er rekna som slagtesauer.»
37 Men i alt dette vinn me meir enn siger ved honom som elska oss.
38 For eg er viss på at korkje daude eller liv, korkje englar eller herrar, korkje det som no er eller det som koma skal eller nokor magt,
39 korkje høgd eller dypt eller noko annan skapning skal kunna skilja oss frå Guds kjærleik i Kristus Jesus, vår Herre.
29 Han let storm verta til stilla, og bylgjorne kringum deim tagna.
4 Men meir enn duren av dei store vatn, dei herlege, havbroti, er Herren herleg i det høge.
7 Herren er god, ei vern på trengsledagen. Han kjenner deim som trøystar seg til honom.
9 Herre, allhers drott, kven er sterk som du, Herre? Og din truskap er kringum deg.
3 For eg vil renna vatn yver det tyrste, og straumar yver det turre. Eg vil renna min ande ut yver di ætt, og yver ditt avkjøme mi velsigning.